OM MOGENS TROLLE
Vinder af prisen for årets dyreportræt i Wildlife Photographer of the Year 56 (2020).
Mogens Trolle er prisvindende dyrefotograf, zoolog, pattedyrforsker og forfatter. Han har beskæftiget sig med dyr i mere end 25 år og på alle syv kontinenter.
Han er specialiseret i dyreportrætter, der zoomer ind på dyrenes ansigtsudtryk og blikket i deres øjne; deraf navnet på hans igangværende fotoprojekt, ”Øjenkontakt”. De sidste ni år har han fokuseret på primater og har taget over 70.000 portrætter af vilde aber, menneskeaber og lemurer i Afrika, Asien og Madagaskars jungler og bjerge. I 2020 vandt han prisen for årets dyreportræt (kategorien Animal Portraits) i Wildlife Photographer of the Year med et billede af en næseabe fra Borneo.
Mogens Trolles passion for vilde dyr opstod, da han som ung arbejdede to år som guide i Brasiliens Pantanal, et af de bedste steder på kontinentet at se dyreliv. Siden da har dyr været omdrejningspunktet for hans karriere og rejser.
Han er uddannet biolog og zoolog med speciale i pattedyr fra Københavns Universitet og University of New South Wales i Sydney, Australien. Han brugte fire år på at forske i pattedyr i Amazonas (Brasilien og Peru), Pantanal og Cerradoen (Brasiliens savanne), var den første forsker til at lave pattedyrundersøgelser i Sydamerika baseret på fotofælder, studerede arter som ozelot, puma, mankeulv og tapir og opdagede en ny hjorteart i Amazonas.
I 2004 skiftede han fra forskningen til at arbejde fuldtids med formidling. Han har bl.a. udgivet seks bøger om dyr, inklusiv Afrikas Dyreliv, Grønlands Dyreliv og Dyrelivet på Galapagos, og har været rejseleder på ”wildlife-ture” til Afrika, Madagaskar, Antarktis, Sydamerika, Australien, Norge (spækhuggerture) og Finland (bjørneture). Siden 2008 har han været ansat på Statens Naturhistoriske Museum i København, hvor han arbejder med videnskabsformidling og udvikling af udstillinger.
Han rejser ud i verden 2-3 gange om året for at fotografere dyr. Nylige ture har bragt ham til destinationer som Gabon, Nigeria, Etiopien, Uganda, Madagaskar, Vietnam, Borneo, Sulawesi, Indien, Kina og Japan. I 2013 flyttede han til Sydafrika og brugte et år på at fotografere dyr i Sydafrika, Namibia og Botswana.
Hans dyrebilleder er blevet publiceret verden over. I 2022 havde han soloudstillinger med sine primatportrætter i hhv. De Forenede Arabiske Emirater og Kina. I 2023-24 er ti af hans primatportrætter udstillet på Statens Naturhistoriske Museum ifm. særudstillingen Aber - Vores Vilde Familie.
De fleste af primaterne, som Mogens Trolle har fotograferet, er truede og relativt ukendte, og han bruger sine billeder til at sprede opmærksom omkring arterne.